SES VI PÅ SKAGEN FESTIVAL?

9 maj
Min gamle far , Fin Alfred, og jeg i skoven i maj. I den første weekend i Juli står vi på scenen sammen på festivalen i Skagen.
Min gamle far, Fin Alfred, og jeg i skoven i begyndelsen af maj. Den første weekend i Juli står vi på scenen sammen på festivalen i Skagen.

I den første weekend i juli smutter Fin Alfred og jeg en tur til Skagen Festival. Her skal Fin synge et udvalg af sine mange viser og folkesange, og spille harmonika, og jeg skal spille guitar til.

Vi glæder os til at komme til Skagen og møde de mange viseinteresserede på festivalen.

Fin Alfred har spillet og sunget i mere end 60 år, og i 2002 var han i Tønder for at få overrakt en Danish Music Award for “Årets Danske Visealbum” (Håndværkersange og skæmteviser fra København og omegn).

Med sin store og helt unikke samling af viser og sange fortæller Fin Alfred historierne om smedene og murerne og de andre stolte håndværkere, men også om Bombardine, Klunser Niels, Olsen fra Hauserplads, Søster Petrea og mange flere. Han fortæller:

“Kun få af de her sange, er at finde i sangbøgerne, men det er sange der udspringer fra og overlever på arbejdspladserne, og alle steder hvor københavnere mødes. Derfor er de blevet en naturlig del af min ’sangskat’. Jeg har samlet disse her sange op i det miljø jeg har levet i. Altså vandrebevægelsen, naverne og håndværkerne – som min familie bestod af – og så på trappegangene, hvor vi sad og sang da vi var børn. Vandreturene vi tog senere betød meget. Jeg vandrede i Danmark, Tyskland, Italien, Spanien, ja hele Vesteuropa. Vi tog den gamle naverrute og det var Schuster, Tante, Saltsyre, Cæsar og Balalejka-Ole.”

Politiken skrev:

“Fin Alfred har en instinktiv sans for at aflevere sangene med en fin blanding af loyalitet og robust humor. Her er tale om dansk folkelighed i sin mest ægte og spillevende form. Anbefales både til dem der kan huske disse sange, og til dem der aldrig har hørt dem.”

Vi drager til Skagen med bilen fuld af instrumenter, vandresko og kameraer.  Ses vi deroppe?

Få mere at vide på: www.skagenfestival.dk