Spillefolkenes hemmeligheder – en rejse i dansk folkemusik!

27 apr

Det er ikke let at finde nyt om den danske folkemusikscene i Danmarks Radio eller nogle af de andre public service medier. Derfor har vi vores egen radiostation og medieplatform på www.radiofolk.dk. Her kan du både live-streame, streame on demand, podcaste og i øvrigt selv få plads til dine podcasts, hvis de handler om den danske folk, roots og folkemusikscene.

Jeg arbejder lige for tiden med seks podcasts under fællestitlen “Spillefolkenes Hemmeligheder – en rejse i dansk folkemusik”. De er målrettet et publikum som ikke er eksperter i folkemusik, men nok interesserede, og de varer omkring 20 minutter hver.

Ideen er at lade markante danske personligheder på den danske folkemusikscene svare på nogle af de spørgsmål man mødes med, når man taler med medborgere uden for miljøet, spørgsmål som:

“Hvor finder spillemændene egentlig de gamle traditionelle melodier?”, “Hvordan starter man sin egen folkemusikfestival?”, “Hvem er de unge i dansk folkemusik, og hvad har de gang i?”, “Kan de gamle frække sange stadig få nogen til at rødme?”,”Hvad spillede vikingerne for1000 år siden, og hvad spiller de nu?”, “Kan man stadig bruge de ældgamle danske viser og ballader til noget, og hvordan finder man frem til dem?”, osv.

Serien Spillefolkenes Hemmeligheder forventes klar omkring 1. maj, men det ligger endnu ikke fast hvor og hvornår den har premiere. Det kan du holde dig orienteret om her på Facebook. Serien sponseres af Tempi – Roots music of Denmark og Kunstfonden.

Desuden planlægger vi syv episoder af magasinprogrammet Katten i Sækken i de kommende måneder. Katten i Sækken handler om den danske folkemusikscene lige nu, og serien sponseres – ligesom Spillefolkenes Hemmeligheder – af Tempi – Roots Music of Denmark, og Kunstfonden, og støttes desuden af Rosa – Dansk Rock Samråd.

Katten i Sækken sendes på RadioFolk.dk en gang om måneden året ud – undtagen i juli hvor vi holder sommerferie. Du kan høre maj-udgaven her!

www.radiofolk.dk kan du også streame og podcaste de foregående 49 udsendelser i serien, samt en masse andre udsendelser om folkemusik i Danmark.

Du kan forresten også finde vores udsendelser på iTunes