PÅ TURNÉ I ET USA PRÆGET AF EFTERÅR OG VALGKAMP!

7 okt

 

gangspil-ved-dignity2-sep-2016

Gangspil foran den netop rejste statue “Dignity” af kunstneren Dale Lamphere. Skulpturen står ved Chamberlain i South Dakota med udsigt over Missouri River.

Efteråret gav den fuld skrue imens folkemusiktrioen Gangspil begav sig på en længere turné i den amerikanske Midtvest i dagene 24. september – 1. oktober.

Det er tredje gang i år at Gangspil, som består af Sonnich Lydom på harmonika og mundharmonika, Kristian Bugge på violin, og Morten Alfred Høirup på guitar og sang, er på turné i USA.

Fra Aitkin i Minnesota, over Blair i Nebraska, og Spink i South Dakota, til Minot i North Dakota – elleve koncerter i fire stater på ni dage- noget af en køretur over den amerikanske prærie, men også et inspirerende møde med et publikum og en befolkning, som står midt i et politisk ladet efterår, og skal afgøre hvem der skal styre landet i de næste fire år.

– Det er tydeligt at folk er frustrerede over den politiske situation, og flere vi talte med udtrykte utilfredshed med de to præsidentkandidater: En demokrat som repræsenterer et etableret politiske system, som de ikke har megen tillid til, og et løsgående missil af en republikaner, som skræmmer mange og får resten af verden til at ryste på hovedet af USA, fortæller trioens guitarist, Morten Alfred Høirup. Folk er simpelthen ikke tilfredse med reelt kun at kunne vælge mellem to kandidater, og mange er trætte af det politiske system.

Den Cd-aktuelle trio har alene i 2016 turneret i staterne Oregon, Washington, Minnesota, Illinois, Wisconsin, Nebraska, South Dakota, North Dakota og sågar den canadiske provins British Columbia, med et repertoire bestående af traditionel dansk dansemusik og sange, krydret med gruppens egne kompositioner.

Efterårs-turneen bragte Gangspil til Minot i North Dakota. Her blev den 39. udgave af Amerikas største skandinaviske festival “Norsk Høstfest” afholdt i byens kæmpestore lokale dyreskuehaller.

Her mødes hvert år i omegnen af 100.000 mennesker, primært i alderen 65+, for at fejre og dyrke deres skandinaviske rødder og se på kunsthåndværk, lytte til musik og spise traditionel mad fra de skandinaviske lande, over fire intense dage.

Og blandt de mange Scandies tyder det på, at der er rigtigt mange som støtter Donald Trump og hans kampagne. Violinist Kristian Bugge fortæller:

– Jeg talte med en kvinde som fortalte at hun stemmer på Trump fordi hun er bange for Hillary Clinton. Hun er sikker på at hvis Clinton bliver præsident, så vil landet blive oversvømmet af hundrede tusinder af muslimer og hun mente at det vil true den amerikanske måde at leve på. Folk virker utroligt splittede, mange er bekymrede og siger at de skammer sig over det valg som de er midt i. Emnet ligger hele tiden lige under overfladen, og rigtig mange ryster opgivende på hovedet, når det bliver bragt op.

Gangspils efterårs turné i USA er vel overstået, og trioens medlemmer er gået hver til sit, men allerede i slutningen af november mødes de igen for at drage på deres fjerde turné i USA og Canada i år.

Trioen skal i den forbindelse optræde på spillesteder og festivaler i bl.a. Washington, Oregon og British Columbia, og til den tid vil det amerikanske præsidentvalg være vel overstået.

Forhåbentlig har de amerikanske vælgere så valgt en præsident som kan samle den amerikanske befolkning, og som ikke finder på at gøre det endnu vanskeligere for en lille dansk folkemusiktrio at få arbejdstilladelse og komme ind i “Guds eget land”, for at spille sin musik.