NÅR MUSIKKEN GÅR SINE EGNE VEJE!

25 jan
Adrianna Ciccone 2015

Adrianna Ciccone 2015

I årenes løb har musikere og bands forskellige steder i verden vist mig den ære at indspille og udgive mine originale kompositioner og melodier.

Det engelske band 422 indspillede og udgav ‘Ringen/The Ring’, et andet ligeledes engelsk band, Kerfuffle, indspillede ‘Vingården/The Vineyard’, tyske Fraunhofer Saitenmusik udgav på deres album Drejzig (30), melodien ‘Begravelsesmarch til en Kær Ven/Dänische Traurmarch’, og et band fra Texas, som jeg ikke lige den kan huske hvad hed, udgav deres version af ‘Gæstebud/The Feast’.

Gruppen Pflantzplätz fra Schweitz, den canadiske gruppe Celtara, og tyske gruppe Fiunferley har alle indspillet fine versioner af ‘Bjørnekæden’, sidstnævnte på albummet Rooted.

Jeg komponerede Bjørnekæden i 7/8 for mange år siden, og spillede den for min ven og kollega, Sonnich Lydom, som straks komponerede et C-stykke. En anden god ven og kollega, mandolinspiller og guitarist, John McGann fra Boston, var super glad for Bjørnekæden, og foreslog et lille rytmisk tvist i C-stykket, og dét er der mange der har kæmpet med siden.

En anden tysk gruppe, Fei Scho, har indspillet ‘Gæstebud/Feast’ på deres album Vom Landler zum Funk (2012), desuden udgav finske Häävi i 2013 deres debut-album hvor man også finder en meget fin version af ‘Gæstebud’, og det canadiske band Thereafter fra Vancouver, udgav deres egen meget smukke version af ‘Bjørnekæden’ på deres debut album, Ceremony, som også udkom i forsommeren 2013.

Den amerikanske violinist, Adrianna Ciccone, udgave i 2015 sit debut album som Bruce Molsky producerede, og som bl.a. byder på hendes fortolkning af melodien “Lys Polska”, som jeg komponerede, indspillede og udgav med duoen Haugaard & Høirup for mange år siden.

I 2016 kom den canadiske gruppe Aerialists med deres udgave af ‘Bjørnekæden’, og det bliver sjovt at se hvad det næste bliver.

Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at andre musikere og komponister kan bruge min musik som en del af deres eget repertoire, det er altid sjovt og tankevækkende at høre andres tolkninger af ens musik, og det er fedt at musikken på den måde går sine egne veje, og kommer ud til et større publikum!

Jeg har i øvrigt noder til de fleste af mine kompositioner, bare sig til!