I disse corona-tider

1 maj

Vi er nået godt ind i foråret 2020, men der er vist ingen tvivl om at den udvikling vi har været igennem den sidste måneder, den havde ingen af os forudset.

Mit år startede med en række koncerter bl.a. med sangerinden Mia Guldhammer. Allerede i januar mødtes vi i mit køkken og jammede sammen med min ven og spillekammerat igennem mange år, finske Tapani Varis. Det var en stor fornøjelse, og vi indspillede ved den lejlighed en lille video med hjælp fra en anden gammel ven, filmfotograf og editor Jes Paul. Den kan du se her:

I starten af marts slog corona-virusen som bekendt til, og snart blev alt hvad der hed koncerter på spillesteder og festivaler aflyst året ud. Samtidig blev jeg spurgt om jeg ville være med til at producere 20 korte podcasts om det danske musikliv under krisen, de skulle udkomme næsten dagligt i en periode, og de skulle hver indeholde et interview med folk som havde en holdning, et råd og/eller en viden som kunne være til gavn for det danske musikliv generelt set. Usædvanlig god timing set fra mit synspunkt!

Marianne Søgaard er underviser på Silkeborg Højskole, og hun har en masse viden om hvad det er fællessang kan, og hvorfor vi elsker at synge sammen.

Her er et godt eksempel på en af de 20 afsnit som vi producerede af podcastserien ‘Sceneskift’. Det består af et interview med den danske højskolelærer, sangerinde og komponist/sangskriver, Marianne Søgaard, Jeg interviewede hende for at få noget at vide om hvad det er der gør, at fællessang er så populært her under corona-krisen. Tag et lyt!

Nu er det så blevet den 1. maj – den mærkeligste vi har haft i mange år – og dermed tid til at jeg personligt fordyber mig lidt i at få komponeret noget ny musik.

Foråret er kommet til Frederiksberg i København hvor jeg bor – man skulle næsten tro at vi var i Japan.

 

Samtidig skal Mia Guldhammer og jeg videre med at forberedelserne til det album som vi håber at indspille i efteråret – vi har mange ideer og ny musik i ‘støbeskeen’. Vi har sat turbo på det med at komponere sammen, og vi er også begyndt at skrive nye og gendigte gamle tekster, så der er nok at tage fat på.

Og vi planlægger at det ny album skal indeholde en blanding af ny og gamle sange og musik, spillet dels af os som duo, men også med forskellige gæstesolister.

Men det skal jeg nok fortælle mere om her, efterhånden som planerne udvikler sig. Indtil da: Pas på dig selv – foråret er her, men vi skal stadig holde afstand!