Glade dage i Den Fynske Landsby

28 jul

En hestevognstur rundt i Den Fynske Landsby i Odense. Foto: Stine Boline Høirup

Sikke en sommer, dét må jeg nu alligevel sige! Mia Guldhammer og jeg udgiver vores debutalbum ‘Tral, tråd & Traditioner’ d. 6. august på Musik over Præstø Fjord, og det er jo i sig selv fantastisk set med vores øjne.

Og så fylder jeg 60 år (Hvem skulle have troet det?) d. 6. august. Det bliver også fejret på Musik over Præstø Fjord. Det glæder jeg mig til.

Og samtidig har jeg alene i august måned 10 koncerter sammen med duoen Jensen & Bugge, som jeg har spillet en masse koncerter og turnéer med i de seneste 10 år. De fleste af koncerterne i august er i Den Fynske Landsby i Odense, et af vores favorit spillesteder, og et fantastisk sted at gå på opdagelse, såvel alene som med venner og familie.

Vores opgave er at spille små ‘pop-up koncerter’ rundt omkring i landsbyen, og fortælle folk lidt om sang og musik i 1800-tallet, men også om hvordan vi bruger musikken, og endda komponerer ny musik inspireret af den traditionelle, her i det 21. århundrede.

Du kan få meget mere at vide om trioen Jensen, Bugge & Høirup på www.dktrio.dk og om Den Fynske Landsby på www.denfynskelandsby.dk