GÅ PÅ OPDAGELSE I 45 RADIOPROGRAMMER OM DEN DANSKE FOLKEMUSIKSCENE!

22 aug

Her er jeg ved at indspille en stationskending sammen med violinist Kristian Bugge, som skal sige: “Du lytter til Radio Folk på RadioFolk.dk, jeg hedder Kristian Bugge, jeg er en violinspillemand ovre fra Vejle. Husk at fortælle venner og bekendte at i Radio Folk kan du høre roots og folkemusik fra Danmark døgnet rundt. Det er på www.radiofolk.dk. God fornøjelse!” Det tog lidt tid, skal vi sige det sådan? Foto: Jamie Fox

I disse dage udkommer det 45. afsnit af RadioFolk.dks magasinprogram Katten i Sækken, et program som jeg har udviklet i samarbejde med Rosa – Dansk Rock Samråd og Go Danish Folk Music.

Vi taler mærkeligt nok om ikke mindre end verdens eneste radioprogram, med fokus på den aktuelle danske roots- og folkemusikscene, et program med interviews, reportager, foromtaler, nyudgivelser, liveoptagelser, og meget mere.

Og vist er Katten i Sækken et aktualitetsprogram, som fortæller nyt om hvad der sker lige nu, men det fungerer faktisk også som vigtig dokumentation af en tid og en genre.

Hvis nogen om 10-20 år skulle blive nysgerrige på hvad der egentlig skete på den danske folkemusikscene i disse år, så er Katten i Sækken en spændende og unik kilde til viden, hvis altså de mange afsnit stadig ligger på nettet til den tid.

Radiostationen RadioFolk.dk, drives lige nu af Rosa i et samarbejde med folk- og world musikkens genreorganisation, Tempi, og det er netop på en særbevilling fra Tempi, at Katten i Sækken og programmet Folk Live kan køre videre til udgangen af 2017.

Til den tid må vi så se hvad der sker – indtil videre reporterer Katten i Sækken i hvertfald ufortøvet videre fra den danske folkemusiks mange brændpunkter (ROD, Musik over Præstø Fjord, Tønder Festival, Danmarks Rigsspillemænd osv.)

Du kan gå på opdagelse i alle 45 afsnit af Katten i Sækken, og meget mere på www.radiofolk.dk!

OBS: Katten i Sækken #45 fra august 2017 byder på interviews og musik fra Musik over Præstø Fjord Festival, og nyt om Folk Spot Denmark og Tønder Festival. Lyt med her: https://radiofolk.dk/katten-i-saekkenthe-cat-in-the-bag?sp=10355