Mia Guldhammer & Morten Alfred Høirup’

Mia Guldhammer & Morten Alfred Høirup. Foto: Jes Paul

Den danske folkemusiktradition er fuld af fantastiske sange af mange forskellige slags og fra mange forskellige perioder. Der er sange om flotte og eventyrlystne søfolk, soldater og kongesønner, og om dejlige og forelskede sømandsenker, bondepiger og elverdronninger.

Der er glade sange og lystige skæmteviser, men der er også mere inderlige sange med beretninger om svigt, længsel og evig kærlighed.

Mia Guldhammer og Morten Alfred Høirup byder på en aften med et bredt udvalg af disse sange. Nogle af dem kan du helt sikkert synge med på, og nogle af dem hører du måske for første gang, men vedkommende det er de alle sammen, selvom nogle af dem er flere hundrede år gamle.

Sangene arrangeres for to stemmer og guitar, krydres med ‘mundmusik’ og instrumentale stykker inspireret af traditionel musik fra Danmark og fra verden omkring os.

Mia Guldhammer (Sang, jødeharpe og perkussion) sang og spillede i sine forældres familieorkester da hun var helt lille, og lærte senere på bl.a. Folkemusikcentret Hogager, og på ungdomsstævnet ROD. I dag er Mia Guldhammer kendt og respekteret som en af vore absolut mest markante folkesangere, og hun synger hvert år for tusinder af mennesker på vikinge- og middelaldermarkeder, spillesteder og festivaler i Danmark og udland, sammen med danske Virelai og Mallebrok, og i det bretonsk-nordiske projekt ‘Nøkken’ med Dour/Le Pottiers Quartet og Sofia Sandén.

Morten Alfred Høirup (Sang, guitar) spillede fra ganske ung i sin fars bryllupsorkester og blev senere en del af det københavnske folkemusikmiljø. I flere årtier har Morten Alfred turneret med nykomponeret som traditionel dansk musik, og har sunget og formidlet sange som ‘Det var en lørdag aften’, ‘Elverskud’ og ‘Som stjernerne på himlens blå’, til koncertpublikum i hele Storbritannien, Europa, USA, Canada, Japan, Australien & New Zealand. Morten Alfred er nok mest kendt fra violin- og guitarduoen Haugaard & Høirup (1998 – 2008), folk/world bandet Himmerland (2010 – 2015) og trad-trioen Gangspil (2012 – 2017).

Kontakt: Morten Alfred Høirup +45 21676913, mortenalfred@gmail.com * Mia Guldhammer: miaguldhammer@gmail.com * Yderligere info på: www.mortenalfred.com og www.miaguldhammer.dk